Af Donya abadi

Mini-cheesecake med safran og pistaciebund

Mini-cheesecake med safran og pistaciebund

Hovedingrediensen i denne her lækre dessert er sponsoretet af Safrie IVS, som sælger ægte safran fra Iran. Som barn af iranske forældre har jeg været vant til smagen af safran – hvad enten det er i desserter eller i madlavning. Jeg elsker cheesecake og jeg tænkte, at jeg ville prøve at lave en lidt anderledes cheesecake med smagen af safran.

Man er bestemt ikke i tvivl om, hvad hovedingrediensen i denne her dessert er, men jeg har prøvet at tilføje nogle forskellige smagsoplevelser; safran er det krydrede element, lidt syrlighed fra citronsaft, sødme fra bl.a. honning og sukker samt frisheden fra hindbærrene i midten kombineret med den sprøde bund, hvor smagen af pistacie skinner igennem. Opskriften er til 4 mini-cheesecakes, men du kan også sagtens lave én cheesecake. Nedenstående ingredienser ville passe fint til en kageform på cirka 16 cm.

 

Ingredienser

Bund
7 digestive kiks
60 g pistacie
75 g smør
1 spsk honning
1 knsp salt

Top
150 ml piskefløde
100 g flødeost
1 tsk citronsaft
1 knsp safran*
75 g flormelis

Pynt
Hele hindbær
Hakkede pistacier

 

 

Fremgangsmåde

Bund

  • Kværn pistacienødder og kiks i en minihakker eller lignende.
  • Smelt smør og tilsæt kikseblandingen sammen med salt og honning. Rør det godt rundt.
  • Brug en multiring på 7 cm i diameter (jeg har købt denne) og hæld 1/4 af blandingen ned i formen og tryk det godt ned. Sørg for at kanten er helt lige.
  • Når du har lavet alle 4, så stil det i fryseren i én time. Dernæst kan du tage dem ud og løsne kiksebundene fra formen.

 

    

Top

  • Brug en elpisker og pisk fløden let.
  • Tilsæt flødeost, flormelis, citronsaft og safran*.
  • *Safran er et meget kraftigt krydderi, og en lille smule rækker meget langt. Det er derfor svært at sige hvor meget der egentlig skal bruges. Mit råd er, at tilsætte det en smule ad gangen og smage det til. Det er ikke meget mere end én enkelt knivspidst der skal til.
  • Iblødsæt 4 husblas i 5 min. Vrid dem derefter for vand og smelt det over vandbad.
  • Tilsæt husblas i flødeblandingen og pisk det til meget hurtigt.
  • Hæld blandingen ned i en silikone halvkugleform (cirka 5 cm i diameter) helt til kanten og brug en dejskraber til at glatte overfladen helt ud.
  • Tilsæt derefter 2 hele hindbær i hver. Her vil noget af indholdet flyde over, så du skal lige køre dejskraberen henover igen for at glatte det yderligere ud.
  • Stil det i fryseren i mindst 1 time til det har sat sig.
  • Efter mindst en time kan du tage dem ud, frigive dem fra formen og placere de flotte bomber oven på kiksebundene.
  • Pynt med lidt hakkede pistacier.

 

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *