Af Donya abadi

Chokoladekage med karamel og chokoladeganache

Chokoladekage med karamel og chokoladeganache

Chokolade er uden tvivl noget af det lækreste og jeg kommer uden tvivl til at dele mange opskrifter i den nære og fjerne fremtid, hvor chokolade spiller en stor rolle. Denne her chokolade er næsten en kopi af en tidligere chokoladekage jeg har lavet, med få ændringer, og opskriften på karamel er også en genganger – den eneste forskel er karamellens temperatur, da denne spiller en rolle for hvor fast karamellen bliver. Find opskriften på den anden chokoladekage lige her.

Opskriften på chokoladeganache er super simpel – det kræver blot to ingredienser, og fremgangsmåden lærte jeg via Candace Nelsons Instagram profil, hvor hun viste det i en kort video. Inden da havde anede jeg ikke, hvor super nemt det var!

Opskriften er til en kage på cirka 20 x 30 cm.

Ingredienser

Chokoladekage
150 g hvedemel
175 g sukker
40 g kakao
2 tsk natron
2 tsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
2 æg (stuetemperatur)
200 ml kernemælk
75 ml olie

Karamel
50 g smør
100 ml piskefløde
120 g sukker
50 ml lys sirup

Chokoladeganache
200 ml piskefløde
100 g mørk chokolade

 

Fremgangsmåde

Chokoladekage

  • Start med at blande alle de tørre ting i en skål; mel, sukker, kakaopulver, natron, bagepulver og vaniljesukker.
  • I en anden skål pisker du æg og tilsætter kernemælk og olie.
  • Bland melblandingen ned i den anden skål, helst gennem en si, så du sorterer eventuelle klumper fra – og rør det godt sammen.
  • Hæld halvdelen af kageblandingen ned i en firkantet kageform/bradepande, som du har smurt op med smør eller olie.
  • Hæld derefter karamellen ned i og lad det fylde hele overfladen, og slut af med at hælde resten af kageblandingen i, således at karamellen ligger i midten. Ved bagning vil al karamellen flyde ned til bunden og lave en lækker, klistret bund.
  • Bag kagen ved 170 grader i 20 minutter.

Karamel

  • Brug en teflonbelagt gryde og start med at smelte smørret. Kogepladen skal stå på højt blus hele tiden, da det skal op og koge.
  • Tilsæt fløde, sukker og sirup og rør rundt med piskeris indtil sukkeret er opløst.
  • Rør rundt i ny og næ og brug et termometer, så du kan holde øje med temperaturen.
  • Når karamellen har en temperatur på cirka 117 grader, så er den klar. Det burde ikke tage mere end 5 minutter.

Chokoladeganache

  • Hak mørk chokolade og hæld det ned i en skål.
  • Varm piskefløden op i en kasserolle og tag den af blusset lige inden det begynder at koge.
  • Hæld det varme fløde nedover chokoladen og lad det stå i 2-3 minutter indtil chokoladen er blødt op.
  • Tag et piskeris og pisk det indtil chokoladen og fløden er blandet sammen til en flydende masse og stil det derefter på køl.
  • Når det er kølet ned, kan du piske videre i det til det har fået en let, cremet konsistens, og du kan herefter smøre det på kagen med en dejskraber eller spatel.

 

Velbekomme 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *